Det er vigtigt at have god stil, hvis du vil arbejde inden for modebranchen. Men det giver også andre fordele, for eksempel til fester, begivenheder, jobsamtaler, og mange andre lejligheder.
Nogle har et naturligt instinkt for tøj og stil, mens andre skal have lidt råd med på vejen. Hvis du mangler inspiration, kommer der her 5 tips til at opgradere din stil.
Skjorte frem for t-shirt
En skjorte er generelt meget pænere end en t-shirt. Kraven gør dit udtryk lidt mere formelt og tilføjer noget visuelt til halsområdet.
Ingen siger, at du skal gå med skjorte hele tiden. Det er helt fint at gå i t-shirt derhjemme, eller når du dyrker sport. Men hvis du vil opgradere din stil og ønsker flere komplimenter i hverdagen, så tag skjorten på, når du skal på arbejde, studie eller i byen. Det er pænere, og det ser også altid godt ud med en skjorte under pulloveren eller under jakken.
Der er delte meninger om, hvad der er mest behageligt, men skjorten har den helt store fordel, at den kan knappes op. Det kan du ikke med t-shirten, og hvis skjorten ellers har en god pasform og er lavet af kvalitetsmateriale, så kan den også være ganske behagelig at have på.
Du kan finde artikler om skjorter og guides til andet herretøj på herrestil.dk.
Fokus på sko
Alting starter fra bunden, og sådan gælder det også for stil. Hvis du har flot tøj på, men grimme sko, så vil hele udtrykket stadig være dårligt. Gode sko kan ikke redde et dårligt outfit, men de kan sætte prikken over i’et når alt andet spiller, og det er generelt noget, man bare ikke kan overse.
Du bør have flere slags sko stående, så du er parat til enhver lejlighed. Helt grundlæggende kan du have et par sorte formelle sko (fx Oxfords), nogle flotte støvler i enten læder eller ruskind som gerne må være brune, samt et par hvide sneakers til sjov og ballade.
Vedligehold dine klæder
Vedligehold af tøj er næsten mere vigtigt end at købe nyt. For hvis du køber noget kvalitetstøj, som virkelig passer dig, så handler det også om at tage sig ordentligt af det.
Vask tøjet når det bliver beskidt, send dit formelle tøj til rens, stryg tøjet inden du skal ud, og hvis du har nogle særlige klenodier som ikke længere holder så godt, så forsøg at sende dem til skrædderen inden du smider dem ud.
Vask farvet og hvidt tøj hvert for sig. Lad ikke uldtrøjer hænge. Hold skoene rene så godt som du ellers kan. Disse ting gør alle en stor forskel, selvom det reelt bare er nogle småting man skal gøre.
Find de farver, der passer dig
Farvevalget er vigtigt, når du klæder dig på. Sørg for at farverne passer til din egen kulør, men også at tøjets farver passer med hinanden.
Det handler om harmoni. Vurdér altid ved at kigge i spejlet, og hvis du er i tvivl kan du søge efter gode farvekombinationer på nettet.
Vælg de rette materialer
Materialevalget er også vigtigt, når du vil opgradere din stil.
Undgå polyester og syntetisk tøj så godt som du ellers kan. Vælg i stedet materialer som uld, hør og økologisk bomuld, og køb dem i kvalitet, så de holder i årevis og så du kan bruge dem igen og igen.
På den måde undgår du at komme ind i den berygtede fast-fashion cyklus hvor forbrugere køber nyt tøj i polyester og billig bomuld hvert eneste kvartal, for bare at smide det ud igen, hvilket sætter et stort aftryk på klimaet og ikke ligefrem gavner de arbejdere, der producerer tøjet. Kvalitetsmaterialer holder bare længere, så gå efter en tidløs stil med fokus på kvalitet frem for kvantitet.